En rejseberetning fra klimaforandringernes afrikanske forpost

Hvordan griber man det an at fortælle om og fotografere noget, der kan forekomme så svært, fjernt og abstrakt som Afrikas klimakamp?

Det var, hvad den skønlitterære forfatter Peter Frederik Jensen og fotojournalist på Dagbladet Information Anders Rye Skjoldjensen satte sig for i 2023, da de besøgte Cameroun, Senegal og Kenya. Målet var at fortælle om det store, sammensatte kontinents udfordringer i en verden, hvor vejr og klima forandrer sig, og hvor de mennesker, der har mindst ansvar for forandringerne, er dem, der betaler den højeste pris.

Rejsen blev til bogen 'Under samme måne' – en litterær og fotografisk rejseberetning fra klimaforandringernes forpost og et møde med den afrikanske virkelighed, hvor tørken truer befolkningen i den ene del af kontinentet, mens havet æder sig ind i byerne mod vest. For sit arbejde modtog Anders Rye Skjoldjensen senere prisen som Årets Pressefotograf 2024.

Denne eftermiddag kan du få indsigt i, hvilke erfaringer og nye perspektiver på klimakrisen forfatteren og fotojournalisten har fået på deres rejse i de afrikanske lande. De vil også fortælle om, hvordan den skrevne og fotografiske fortælling kan spille en central rolle i at forme vores forståelse af globale udfordringer som klimakrisen.

Samtalen modereres af Emma Elisabeth Holtet

Arrangør: Folkeuniversitetet

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Føj holdet til favoritter
Samarbejdspartnere

Dokk1