Menneskeudstillinger i Tivoli og kraniesamlinger under Panum Instituttet

Under Panum Instituttet i København ligger kasser med hundredvis af kranier og skeletter fra hele verden – tavse vidnesbyrd om dansk koloni- og ekspeditionshistorie, hvor kranier var eftertragtede samlingsobjekter. Under kolonitiden blev kranier, skeletter og menneskelige rester indsamlet og sendt til museer og universiteter i Europa, og Danmark deltog aktivt i denne praksis – både i Grønland og andre kolonier.

Racevidenskaben, som i dag betragtes som pseudovidenskab, blev ikke kun formet på universiteterne, men også videreformidlet til den brede befolkning: gennem skolebøger, på museer og ikke mindst gennem menneskeudstillinger i Tivoli og Zoologisk Have i perioden 1870’erne til 1910’erne. Her blev mennesker fremstillet som 'vilde' og uciviliserede.

I dag udløser udstilling af menneskelige rester heftig debat: hvornår stopper et menneske med at være en person og bliver i stedet en museumsgenstand? Hvad stiller man op med kranier og skeletter, der aldrig har været givet samtykke til at blive udstillet, og som er bragt hertil på dybt problematiske måder?

Til dette arrangement kan du møde Poul Duedahl, professor i historie ved Aalborg Universitet, som har haft unik adgang til de omfattende skeletsamlinger under Panum, og som gennem flere årtier har afdækket antropologiens mørke og ofte oversete historie. Du møder også Anne Folke Henningsen, lektor i historie og etnologi ved Københavns Universitet og forfatter til bogen 'Menneskeudstillinger' – et tidsbillede af et Danmark hvor raceforestillinger og racehierarkier spillede en afgørende rolle i koloniale iscenesættelser. Mød også Jesper Wung-Sung, der fortæller den barske og personlige historie om sin oldefar, San Wung-Sung – en ung cantoneser på flugt fra krig og fattigdom, som i Danmark endte med at blive udstillet for et betalende publikum i Tivoli.

Samtalen modereres af journalist Emma Elisabeth Holtet

Arrangør: Folkeuniversitetet

 

Realiseres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Relateret billede

Føj holdet til favoritter

Praktisk Information

Samarbejdspartnere

Dokk1