Hvad hvis dinosaurerne vendte tilbage?
Tag med tilbage til en af filmhistoriens mest ikoniske oplevelser, når vi viser Steven Spielbergs klassiker Jurassic Park (1993) på det store lærred.
De to dinosaur-eksperter Dr. Grant og Dr. Sattler bliver inviteret til en tophemmelig ø ud for Costa Rica, hvor milliardæren John Hammond har skabt noget hidtil uset: en forlystelsespark med levende dinosaurer, genskabt gennem banebrydende dna-teknologi. Men idyllen krakelerer hurtigt – og snart er en glubsk T-Rex løs
Inden filmen giver den norske palæontolog og formidler Jørn Harald Hurum en levende introduktion til videnskaben bag filmen. Hvad fik Jurassic Park ret i – og hvor stikker fiktionen af fra fakta? Og hvorfor er vi stadig så fascinerede af de uddøde kæmper?
Jørn Hurum er professor i palæontologi ved Naturhistorisk museum, Universitetet i Oslo. Han forsker i fortidens virveldyr – fra fisk og dinosaurer til uddøde pattedyr – og formidler levende om livets udvikling gennem fossiler.
Glæd dig til en særlig aften i Øst for Paradis, hvor filmmagi og forskning mødes i et fascinerende kig ind i dinosaurernes verden.
Introduktionen foregår på letforståeligt engelsk.
Arrangør: Folkeuniversitetet
Realiseres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Praktisk Information
Øst for Paradis